Praktikant til udvikling af bæredygtighedsstrategi hos JEVI

Tænder du på bæredygtighed, cirkulær økonomi og grøn omstilling, og synes du at FN’s verdensmål er vildt spændende og relevante? Kunne du tænke dig at komme ud i en virksomhed og få fingrene i værktøjskassen og få teori og praksis koblet sammen inden for bæredygtighed?

Så er det DIG, vi har brug for.

Vi leder efter en praktikant, som kan hjælpe os med at udvikle og implementere vores indsats indenfor bæredygtighed.

Hos JEVI har vi lavet vores første klimarapport, vi arbejder med verdensmålene 8,12 og 16, vi er miljøcertificeret og i løbet af 2022 bliver vi også arbejdsmiljøcertificeret.

Med afsæt i vores nuværende og kommende arbejde med bæredygtighed, ønsker vi hjælp til at komme i mål med en strategi for vores bæredygtighed.

Opgaven vil således bestå af:

  • Udvikling af bæredygtighedsarbejdet
  • Implementering af arbejdet med de tre valgte verdensmål
  • Afklaring af hvilke områder, der kan være relevante at inddrage i JEVI strategi
  • I samarbejde med afdelingerne i huset, beslutte hvilke områder af strategien der skal arbejdes med og hvordan
  • Plan for hvordan strategien kan implementeres, herunder hvordan den skal kommunikeres ud internt og eksternt

Du kommer til at få en bred kontaktflade rundt i virksomheden. Du får frihed til selv at præge opgaven og byde ind med det, du mener der skal til for at vi lykkes. Ansvaret for at komme i mål med opgaven bliver dit, men vi hjælper dig selvfølgelig gerne med at sætte rammerne.

Som person er det vigtigt du brænder for den grønne agenda, og at du er struktureret, selvstændig og imødekommende. Vi har en uhøjtidelig omgangstone, højt humør og et godt socialt miljø.

Du bliver tilknyttet vores kvalitetsafdeling, som p.t. består af to fuldtidsansatte.

Vi forestiller os at praktikperioden er første halvdel af 2022, alternativt efter aftale.

Praktikken er ulønnet, og vi kan tilbyde at du er her fuldtid eller deltid, så du har mulighed for at tage kurser ved siden af.

Send os gerne dit CV sammen med en motiveret ansøgning.

Har du spørgsmål til praktikstillingen er du velkommen til at kontakte Kvalitetschef Bente Justmi på 20152275 eller brj@jevi.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig.