Skriv dit speciale om et tværfagligt citizen science forløb for gymnasieelever hos Institut for Naturfagenes Didaktik - Københavns Universitet

Hvad handler projektet om?

Citizen science-projektet Next Generation Lab (NGL) på Statens Naturhistoriske Museum undersøger arkæologisk materiale med kemiske metoder baseret på viden fra fysik. Resultaterne behandles datalogisk med matematiske modeller, fortolkes ved hjælp af biologisk viden og giver mening i en historisk og samfundsmæssig kontekst. Her arbejder arkæologen sammen med proteinkemikeren, konservatoren, biologen, historikeren, datalogen, laboranten og museums-inspektøren. Et erklæret mål er at inddrage gymnasieelever i at generere ny viden i dette tværfaglige krydsfelt.

Hvad regner vi med kommer ud af det, og hvorfor er det essentielt lige nu?

Med Next Generation Lab ønsker vi at gøre gymnasieelever til medskabere af viden om deres egen fortid gennem et heldags-undervisningsforløb på museet. Sigtet er, at eleverne skal opnå erfaring med metoder fra de forskellige fag og indsigt i projektets konkrete problemstillinger og samtidig bidrage til projektets forskningsoutput.

Forskningsspørgsmålet for projektet – og for dig, som specialestuderende

Hvad skal der til for, at gymnasieelever kan arbejde ægte tvær-fagligt, og hvordan understøttes det bedst muligt i et eksternt læringsmiljø?

Vi vil med andre ord gerne have dit forskningsbaserede input til:

1.at forstå de forhold, der gør sig gældende, når man vil arbejde med tværfaglighed i gymnasiet og i et eksternt læringsmiljø

2.hvordan undervisningsforløbet og det supplerende lærer- og elevmateriale struktureres bedst muligt for at understøtte tværfaglig tænkning hos eleverne

Hvad er gevinsten for dig - den specialestuderende?

Du vil som specialestuderende blive tilknyttet NGL. Du vil i samspil med et tværfagligt forskerteam bidrage til tilrettelæggelsen og udførelsen en undersøgelse af, hvordan dette projekt, og i særdeleshed formidlingen af det, kan udvikles. Derudover vil der være mulighed for at deltage i nationale konferencer eller workshops for at præsentere dine resultater.

Vores forventning til dig - som specialestuderende?

Med afsæt i din egen faglige baggrund vil du bidrage til at undersøge, hvilke virkemidler og processer undervisningsforløbet på museet kan benytte for at hjælpe gymnasieeleverne til at træde ind i en reel tværfaglig læringsproces. Vi forventer derfor, at du sætter dig ind i viden og metoder fra de fag, der ligger ud over dit eget – men blot på på gymnasieniveau.

Husk at et projektforslag er et oplæg til dialog, hvor du i samarbejde med virksomheden aftaler projektets endelige fokus. Du har mulighed for at foreslå andre relevante problemstillinger eller vinkler, end hvad opslaget umiddelbart lægger op til. Du kan læse mere om projektsamarbejde i Karrierevejledning