Bæredygtighed og cirkularitet - skriv projekt sammen med en visionær virksomhed! at Næste

Hvem er vi?

Næste er en cirkulær design- og byggevirksomhed, Vi ønsker at understøtte konkrete adfærdsændringer hos brugere, kunder, branche og samfund hen imod en dybere ansvarlighed over for jordens begrænsede ressourcer. Vi ønsker grundlæggende at ændre den måde vi forbruger vores ressourcer, designer og bygger samt samarbejder på i bygge- og anlægsbranchen.

Ideen om at bygge arkitekttegnede skure af genbrugsmaterialer opstod da grundlægger Niels Jakubiak Andersen i 2018 var partner i Krydsrum Arkitekter A/S.

 ”Det gik pludselig op for mig at de mindste bygninger – skure – faktisk rummede et kæmpe potentiale. Både fordi at der årligt opføres i nærheden af en halv mio. m2 skure i DK, og fordi det såkaldte sekundære byggeri, grundet færre barrierer og risici er et godt sted at komme i gang med genbrug i stor skala. Samtidig er der store muligheder i at udvide folks bevidsthed om hvad skure egentlig kan være - både i social, funktionel og i æstetisk forstand”

Med hjælp fra store samarbejdspartnere som Enemærke og Petersen og Tscherning samt det almene boligselskab Lejerbo blev ideen formuleret som en egentlig forretnings-case. Da Realdania i 2019 så støttede projektet igennem ”Circular Construction Challenge” skabte det for alvor muligheden for at teste løsninger og tænke industrielt fra begyndelsen. Sammen med aktører fra hele værdikæden fokuserede vi på at skabe et bæredygtigt forretningsmæssigt set-up for cirkulært byggeri i høj kvalitet til konkurrencedygtige priser og kunne gå i markedet som selvstændig virksomhed i slutningen af 2019.

Læs mere om os på www.naeste.dk

Hvad vil vi samarbejde om?

Vi er åbne overfor forskellige tilgange til problemstillingen, men er især interesserede i samarbejde indenfor følgende tematikker:

Strategisk kommunikation: Hvordan kommer vi ud bredest muligt ud med fortællingen om vores virksomhed? Hjælp os med at fortælle historien om Næste og kom meget gerne med input til både indhold og kommunikationskanaler.

Forbrugeradfærd/nuding: Hvordan kan man få folk til at ændre adfærd i forhold til affaldssortering i f.eks. andelsforeninger? Man kunne forestille sig, at I lavede interviews med brugere.

Kulturændring i de offentlige indkøbsafdelinger: Baggrundsundersøgelse: Hvorfor ser vi ikke flere grønne indkøb i det offentlige? Hvordan får man kickstartet indkøbsafdelingerne til at bruge bedre og billigere, bæredygtige løsninger?

Vi ser meget gerne, at I som gruppe leverer en anvendelig tilbagemelding til os, således at vi kan omsætte det, I når frem til, i praksis. Vi forestiller os, at I f.eks. laver en kort skriftlig præsentation til os og muligvis også forelægger os resultaterne mundtligt.

I forbindelse med samarbejdet vil I naturligvis få en grunding indføring i virksomheden. Vi afsætter tid til at tage imod og introducere jer, ligesom vi afsætter ressourcer til empiriindsamling. Vi forventer, at også I er seriøse og afsætter tid til både en indledende forventningsafstemning og løbende dialog med os i hele processen.

Du og din gruppe læser på en af RUC’s uddannelser, fx TEKSAM, Kommunikation, Socialvidenskab, Virksomhedsstudier eller noget helt andet.

Kontakt

Er du og din gruppe interesserede i opslaget, skal du skrive til karriere@ruc.dk. I bedes redegøre kort (1/2-1 side) for, hvordan I forestiller jer at gribe problemstillingen an. Så vil I få formidlet kontakten til Næste.

 

Remember that a project is an invitation for dialogue where you agree on the focus of the project. You have the possibility to suggest other problem statements and perspectives besides what is outlined in the project description. Read more about project collaborations in Career guide

Remember to mention that you found this position on RUC Job- og Projektportal